Lars Bollerslev

ARTIST INFO

Lars Bollerslev, født 1973

Lars Bollerslev maler, som Monet gjorde det, det samme motiv igen og igen. Sommer, efterår, vinter og forår, i sol, regn, tåge, sne og slud. Besat af det evigt skiftende lys præcis som Monet. Motivet er bare anderledes. Lars Bollerslevs domæne er Vadehavet. Det fantastiske område, nu en nationalpark, der går fra Oksbøl til den tyske grænse, ja, faktisk overskrider den og fortsætter hele vejen til det hollandske Frisien. Anerkendt som noget enestående af UNESCO er Vadehavet et af Europas største samlingspunkter for vadefugle, der nyder godt af klægen, den fugtige sandjord blandet med ler, som producerer millioner af alger og krebsdyr.

Tidligere har Lars Bollerslev malet Markmandshuset, en lille rødstensbygning af et vogterhus i Ballummarsken ved Rømøvejen sydvest for Skærbæk. Han har nu, i hvert fald foreløbigt, malet sig igennem dette motiv og er begyndt på et nyt: Forlandet, som er betegnelsen for marsklandet foran digerne ud mod havet.

Årstiderne er selvfølgelige vigtige. Efteråret, hvor dagene bliver kortere og horisonten mørkere og hvor stormene raser. Vinteren, hvor sne og slud blander sig med det oppiskede skum. Foråret, hvor det skarpe lys kaster diamanter af sig og sommeren, hvor alt bades i varme farver.

Lars Bollerslev maler dette, så man næsten kan smage stemningen på tungen og fornemme lydene i ørerne: lugten af saltvand, af tang og opskyllede muslinger, lyden af mågernes skrig, vandets skvulpen og vindens hylen. Det er ikke sentimentale billeder, dette her. Motivet taget i betragtning er dette en umulighed. Det er snarere ekstatiske billeder, hvor Lars Bollerslev giver sine indtryk af Vadehavets skønhed OG lunefuldhed videre til os. Det er billeder, som virker levende og sande og frem for alt ærlige overfor et motiv, som er i bund og grund er overvældende. Man mærker Vadehavet i disse malerier. Og det må være den største kompliment, man kan give Lars Bollerslev.

Uddrag fra Tom Jørgensen, kunstanmelder ved Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen

Gallery